Seneste ændringer - Søg:

Indhold

Arrangementer

Special


Log ind

SædeAfBirkefiner

At lave et sæde af birkefiner

Her vil jeg beskrive hvordan du kan lave et sæde lige som det jeg har lavet. Jeg har taget afsæt i mine erfaringer med at lave sædet så du får også historierne om hvad du ikke skal gøre!

Materialer

Mit sæde er, som en del andre i klubben, lavet af 3 lag 4mm birkefiner som er limet sammen med vandbaseret og fugtbestandigt trælim. Begge dele er købt ved Silvan i Aalborg; prisen var knap 100 kr for materialer til et sæde (foråret 2002).

I klubben har vi også en skabelon lavet af en 4-5mm jernplade som er valset i form efter en menneskeryg og forstærket med firkantrør. Skabelonen gør det nemt at bøje træet i en passende form, men der er andre måder at gøre det på.

For at opnå tilpas styrke og stivhed i sædet er det bedst at lave tre lag. Hvert lag skal være en smule større end du regner med at det færdige sæde skal være (så der er noget at save af under tilpasningen). Mit sæde er, efter tilpasning, cirka 85cm langt og 15cm bredt (hvilket nogle har ment er ret smalt). Skabelonen er 20-25cm bred og du bør nok ikke lave sædet meget bredere end det.

Silvan er sædvanligvis gerne behjælpelig med at skære træet ud i passende størrelser -- og ellers er det nemt at gøre selv.

Opspænding

Selve arbejdet med at spænde sædet op i skabelonen tager en god times tid i effektiv arbejdstid, men du skal også bruge tid på at vente. Det kan nemt overstås på en enkelt byggeaften. Arbejdet er klart nemmest hvis man har nogen til at hjælpe sig, især under selve opspændingen på skabelonen.

Første skridt er at lægge træet i blød i vand. Det er formentlig bedre jo varmere vandet er, men koldt vand virker også. Har du adgang til et badekar el.lign. er det klart nemmest at lægge dem deri, men det kan også lade sig gøre at folde et (stort) stykke plastik sammen omkring pladerne så de ligger i vand i bunden af en bruseniche eller på et badeværelsesgulv. Man skal derimod ikke tro man kan fylde en affaldssæk på stativ med vand og have pladerne deri -- det er prøvet! happy smiley

Sørg for at finerpladerne er helt dækkede af vand og at de ikke ligger direkte ovenpå hinanden (så bliver de ikke ordentligt våde). Læg dem ved siden af hinanden eller brug nogle små afstandsstykker til at holde dem fra hinanden.

Finerpladerne skal ligge i vandet i mindst en halv time. I mellemtiden kan du finde skabelonen frem og gøre et arsenal af skruetvinger klar (vi plejer at bruge 16-20 stykker), sammen med nogle træklodser til at lægge imellem skruetvingerne og sædet for at fordele trykket. Træklodserne skal derfor helst være (mindst) lige så brede som sædet. 2x4cm lægter er fine til formålet.

Nu finder du de våde finerplader frem og udvælger de pæneste flader som skal være over- og underside. Læg dem på et bord i rækkefølge med oversiden nedad og smør et tyndt lag lim på to af pladerne -- de to der skal være øverst og i midten. Der skal være lim nok til at holde pladerne sammen, men hvis du smører for meget på kan det lave et farligt griseri lidt senere i processen. Det er også prøvet! Det kan varmt anbefales at lægge aviser eller plastik på bordet og have en køkkenrulle i nærheden.

Nu skal pladerne lægges løst på skabelonen. Mellem skabelonen og den første plade er det smart at lægge et stykke plastik til at forhindre at sædet bliver limet fast til skabelonen (ja, det er også prøvet). Når alle tre plader ligger pænt ovenpå hinanden er det tid at sætte skruetvingerne på.


De første par klodser er ved at blive lagt på og skruet fast. Bemærk at der er to sæder spændt op sammen, og at de er bøjet tidligere. Denne gang bliver de limet uden at gøre dem våde igen.

Start ved midten af sædet og arbejd dig udad mod enderne. Læg en træklods på tværs ovenpå pladerne og spænd to skruetvinger fast så de holder klodsen ned mod sædet. Igen kan det være en fordel at lægge et stykke plastik imellem sædet og klodsen (ja, også det ...). Du behøver ikke at spænde dem vildt hårdt, specielt ikke i starten, men de skal sidde tæt til. Vær forberedt på at noget af limen presses ud mellem pladerne (i mit tilfælde var det temmeligt meget lim der kom ud!).

Pas på at pladerne ikke forskubber sig for meget undervejs. Det er de lidt tilbøjelige til, men det er ikke nødvendigvis et problem hvis du har lavet pladerne større end sædet skal være -- så saver du dig bare ud af en evt skævhed. Sørg blot for at mindst den ene plade ligger nøjagtigt parallelt med skabelonen; så kan du bruge den til at styre efter under tilpasningen.


Der skrues på livet løs.

Placer så mange skruetvinger som du orker og som du finder nødvendigt for at tvinge sædet ned mod skabelonen over det hele. Hvis du har skruetvinger af forskellig længde kan det klart betale sig at placere de længste omkring midten af sædet hvor de kan stå næsten lodret. Det kan være at du bliver nødt til at flytte nogle af skruetvingerne undervejs for at få det "bedste" resultat.

Hele opstillingen (kaldet "pindsvinet") skal nu stå og tørre natten over, men formentlig heller ikke meget længere. Mit sæde fik nogle skjolder som minder lidt om jordslåethed, men de er formentligt opstået af at sædet nærmest blev limet fast til skabelonen (derfor: brug plastik) og "overtog" noget af malingen fra skabelonen. Det betød så at jeg blev nødt til at male mit sæde i stedet for bare at lakere det, som havde været min plan.

Tilpasning

Når sædet er tørt skal du have det savet til så det får sin endelige størrelse. Jeg havde godt held med at save det i den rigtige bredde først og bekymre mig om længden bagefter.

Den ønskede bredde markeres med 2 streger på undersiden af sædet. Her er det en fordel at have placeret den ene plade præcist parallelt med skabelonen under opspændingen; så er du sikker på at faconen kommer til at passe ned over sædet (nej, det var jeg ikke opmærksom på, men det gjorde heller ikke noget). Herefter kan det overflødige rimeligt nemt saves af med en stiksav; det ville have været sværere hvis stregerne havde været på oversiden.

Længden tog jeg i to omgange: først nederst og senere øverst. Når den nedre ende er korrekt kan du nemlig montere sædet løst og sætte dig i det når du skal undersøge hvor højt oppe det skal saves til foroven.

Markeringen for nederste savspor blev lavet ved at lægge cykelstellet på siden på gulvet og så sjusse mig lidt frem, holdende sædet over stellet der hvor det cirka ville komme til at sidde.

Øvre savspor blev markeret ved at jeg satte mig i sædet som var klodset op på gulvet med en støtte under som skulle illudere den ønskede/forventede vinkel på sædet. Det er nok en del nemmere at montere det (evt løst) på stellet i stedet for. Siddende i sædet kunne jeg nu markere hvor jeg mente at sædet burde stoppe for ikke at genere mig i nakken -- og derefter var det bare at save.

Efterbehandling

Da jeg ikke var 100% sikker på sædets udformning/størrelse valgte jeg at undlade at gøre mere ved det indtil cyklen var (køre-)færdig. Prøveturene kørtes med det "rå" sæde for at sikre at det var som det skulle være.

Første trin var at bore nogle 10mm lufthuller i sædet. Jeg havde lånt et gammelt svingbor af min far til at lave nogle større huller allerøverst som cyklen kan hænges op i, og det viste sig at være nemmere at lave pæne huller med svingboret end med en boremaskine. I den anledning vil jeg anbefale at man starter nederst på sædet med at bore således at de fejl man begår i starten bliver knap så synlige...

En anden fra klubben har lavet slidser i stedet for huller, og det vil jeg nok også gøre næste gang. Det var lidt besværligt at lave alle de 65 huller der skulle til -- 4 slidser havde været meget nemmere.

Inden maling rensede jeg sædet med noget træværksrensemiddel. God ide.

Malingen er en cykellak i farven RAL 1031 ("rapsgul"), som matcher fælgen på mit forhjul. Sædet fik 3 lag i løbet af et par dage og tørrede så hen over en weekend hvorefter det var klart til brug. De 65 huller var i øvrigt ret trælse at male! Som alternativ til at male kan man lakere eller bejdse sædet.

For ikke at sidde direkte på træet har jeg købt en Astroturf dørmåtte og skåret den op i en størrelse der passer med sædet (og lavet 65 huller i den!). Den ligger så på sædet og jeg ovenpå den. På trods af måttens lettere stikkende udseende er det faktisk ret behageligt at sidde på, og jeg har ikke fået prikmærker på ryggen selv efter længere ture. Andre i klubben har valgt andre materialer, f.eks. liggeunderlag eller andre måttetyper.

Links

  • Zephyr, Holland. Min cykel er kraftigt inspireret af Zephyr'en, ikke mindst sædet.
  • Hans Henrik har nogle artikler om at lave en børneliggecykel og dele til liggecykler, deriblandt sæder uden at bruge den skabelon jeg har brugt.

Tak til ...

  • Hans Henrik Skovgaard for billederne
  • Flemming Nielsen for hjælpen med at lave mit sæde.

TorbenThellefsen 22.nov.2005 23:34

Kategori: Selvbyg, Sæde

Rediger - Historie - Udskriv - Seneste ændringer - Søg
Siden er sidst ændret 15.jan.2009 23:01